Mælkebøtter vokser vildt i vejkanter og deres blomsterhoveder titter op fra sort asfalt. Gartneren og naboen kalder det ukrudt? Psykologen kalder det resiliens! I al fald når vi taler om de børn, som blomstrer til trods for vanskelige vilkår.

    Alle forældre kan være en ressource for deres barn. Men ikke alle forældre kan - uden hjælp - leve op til deres ansvar for at sikre gode vilkår for egne børn. Fordi det er svært at fjerne den negative sociale arv, hvis man er en del af den.

    Ifølge Sundhedsstyrelsens nylige opgørelse bor 122.000 børn i en familie med et alkoholproblem. Andre er børn af de 415.000 borgere som, ifølge Sundhedsdatastyrelsens seneste rapport, spiser piller for at holde depressionen på afstand. Så er der det faktum, at hvert sjette barn i Danmark oplever psykisk eller fysisk vold derhjemme (jævnfør VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, tidligere SFI og KORA).

    For mange børn føler sig ensomme; og de seneste ti år er antallet af psykiske diagnoser tredoblet. Glemmes bør heller ikke dem, som ikke nødvendigvis optræder i statistikkerne. Dem hvis forældre ligger i skilsmisse. Dem hvis hjem (måske) runger af hårde ord, så gråden (måske) triller lydløst på børneværelset om natten. Men alligevel vokser der noget fint og flot, hvor intet ellers burde kunne gro?

    Folkeskolen skal favne alle børn. At blive set – at komme frem i lyset – kan være afgørende for, at et barn bryder igennem, vikler sig og blomstrer op. Skolens lærere, pædagoger og ledelse skal turde løfte dette sociale ansvar. De skal støtte hinanden i at levere det store professionelle og personlige engagement, der kræves. Og vi er godt på vej. Men folkeskolen kan ikke alene afhjælpe alverdens samfundsmæssige (læs: sociale og sundhedsrelaterede) problemer.

    Forleden deltog jeg, som repræsentant for Skole og Forældre, ved regeringens præsentation af sammenhængsreformen. Her talte vi om behovet for bedre offentlig service med udgangspunkt i borgerbehov. Belastede familier oplever desværre ofte, at det system, som skal hjælpe dem, er fragmenteret og forvirrende. Folkeskolelovens § 1 lyder: ”Folkeskolen skal i samarbejde med forældrene give eleverne kundskaber og færdigheder, der fremmer den enkelte elevs alsidige udvikling.”

    Spørgsmålet er derfor, hvordan skole og forældre via skolebestyrelsen kan udvikle velfungerende principper for trivsel og samarbejde og herved forebygge eventuelle kommunale indsatser og tragiske enkeltsager. Så vi får flere små lysende mælkebøtteblomsterhoveder til at stråle op gennem asfalten.