Trivslen i klassen er ikke kun et spørgsmål om det, der foregår, fra klokken ringer ind, til skoledagen slutter. For bag de sociale dynamikker, der udspiller sig i skolegården, ligger en anden vigtig faktor og gør sig gældende: Forældregruppen. Det viser en ny, stor undersøgelse, som magasinet Skolebørn foretog blandt 1.044 forældre til børn i folkeskolen i september 2016.

   Af dem, der i høj grad eller nogen grad føler sig inddraget i arbejdet med elevernes trivsel, svarer hele 91,8 procent, at deres barn i høj eller nogen grad er glad for at gå i skole, mens kun 69,4 procent af dem, der i ringe grad eller slet ikke føler sig inddraget, har en oplevelse af, at deres barn er glad for at gå i skole.

   Med andre ord: Når forældrene er med i arbejdet med klassens trivsel, er eleverne gladere. Det handler blandt andet om, at forældre, som kender baggrunden for skolens arbejde, er mindre tilbøjelige til at sætte spørgsmålstegn ved lærerens fremgangsmåder og bedre kan støtte op om dem i hjemmet. Det mener Rikke Bach, som er lærercoach, kandidat i pædagogisk psykologi og holder oplæg for forældre om børns fællesskaber og forældreinddragelse.

   ”Når Peter kommer hjem og fortæller, at han igen skal være i gruppe med Morten, som er dødirriterende, er forældrene indimellem hurtige til at sige ’det er da også dumt, nu skriver jeg til læreren’. Men hvis læreren har forklaret forældrene, at her arbejder vi altså med at sætte grupper sammen på kryds og tværs for at understøtte børnenes læring fagligt og socialt, så forstår forældrene baggrunden og kan bedre formidle den videre til barnet,” forklarer Rikke Bach.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Inddragelse giver mindre mobning

Inddragelsen af forældrene kan også være med til at reducere mobning: 61,3 procent af forældrene i undersøgelsen, som i ringe grad eller slet ikke føler sig inddraget, oplever problemer med mobning, hvorimod kun 38,4 procent af forældre, der i høj grad eller i nogen grad føler inddraget, oplever samme problemer. Det hænger ifølge Rikke Bach sammen med, at forældre, der er informerede om, hvordan klassen fungerer socialt, får muligheden for at hjælpe alle ind i varmen.

   ”Hvis man har et barn, som fungerer godt i klassen, kan det være nemt at overse de børn, som er uden for fællesskabet. Der har skolen en vigtig opgave i at formidle til forældrene, hvis et barn har brug for at blive inviteret ind. Gør forældrene det, lærer børnene også at gøre det mere naturligt ovre i skolen,” mener Rikke Bach. Hun understreger dog, at forældrene aldrig kan blive den eneste faktor i mobbebekæmpelsen.

   Dorte Kousholt, som er lektor i pædagogisk psykologi på DPU og forsker i børnefællesskaber og forældresamarbejde, er enig. Hun mener, at skolen skal være tydelig omkring, at der er grænser for, hvad forældregruppens involvering kan udrette på trivselskontoen.

   ”Det er ikke et quick fix at inddrage forældrene. Skolens problemer må ikke blive gjort til noget, der alene skal løses derhjemme, for det kan støde forældrene væk, hvis de føler, at der bliver stillet større krav til dem, end hvad der er rimeligt. Derfor skal skolen være konkret omkring, hvad der er skolens ansvar, og hvad der er forældrenes,” siger Dorte Kousholt og tilføjer, at det kan være sårbart og svært at snakke sammen for forældrene, når der er konflikter blandt børnene. Her kan skolen som den neutrale part i forhold til børnene organisere gode og klare rammer, som forældrene kan holde sig til.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Flere øjne på konflikterne

Er retningslinjerne ikke klare, kan man ende i en situation, hvor Sofus’ mor konstant bliver ringet op af andre forældre, som fortæller om, hvilke konflikter drengen nu har antændt. Der må man som forældre stole på, at mindre uoverensstemmelser i skolegården også bliver løst i skolegården. Men er der længerevarende konflikter, kan det være rigtig godt, at familierne kan tale sammen – på en ordentlig måde.

   Ifølge Skolebørns undersøgelse er der da også højere trivsel i klasser, hvor forældrene netop kommunikerer godt. 91,8 procent af de forældre, der har en oplevelse af god kommunikation i forældregruppen, angiver, at deres barn i høj eller nogen grad er glad for at gå i skole. Kun 65,5 procent af forældrene med en ikke så god eller dårlig oplevelse af forældrekommunikationen, føler, at de sender glade børn i skole. Det kan hænge sammen med, at god kommunikation giver forældrene et bredere perspektiv på trivslen.

   ”Når forældrene kan snakke sammen, får de flere øjne på børnene, konflikterne og dynamikkerne i klassen. Barnet kommer jo hjem og fortæller sin version af historien, men hvis forældrene ved, hvad der er på spil for de andre børn, er de også mere tilbøjelige til at spørge ’hvorfor tror du, han gør sådan?’, i stedet for at konkludere, at ’ham skal du ikke lege med’,” forklarer Dorte Kousholt.

 

Forældrene er rollemodeller

Rikke Bach kan godt forstå, at trivslen opleves lavere, når kommunikationen er knap så god; for sender Carlas forældre en oprevet sms til Idas forældre i det øjeblik, Carla fortæller, at Ida har holdt hende udenfor i dag, puster forældrene til ilden i stedet for at gyde olie på vandene. Igen er det her op til skolen at hjælpe den hensigtsmæssige kommunikation på vej ved at sætte rammerne.

   ”Det kan være simple retningslinjer som, at vi sover på det, inden vi kontakter en anden forælder, og at vi ringer i stedet for at skrive mails og sms’er, som kan læses på rigtig mange måder. Og endelig, at vi forsøger at være nysgerrige over for hinanden i stedet for dømmende,” opfordrer Rikke Bach.

   Hun uddyber, at den gode kommunikation mellem forældrene breder sig helt over til klasseværelset, når børnene ser deres forældre gøre det, som skolen beder dem om, nemlig at trappe konflikterne ned i stedet for op.

   Det samme gælder den måde, forældrene taler om hinanden på: Det smitter. I Skolebørns undersøgelse falder andelen af børn, der i høj eller nogen grad er glade for at gå i skole, fra 89,2 procent til 75,1 procent, når forældre i klassen taler dårligt om forældre, der ikke er til stede. For når mor siger ’du skal tale pænt til Josefine’, men ikke selv taler pænt om Josefines far, er stilen lagt, påpeger Rikke Bach.

   ”Børn gør, som de voksne gør, ikke nødvendigvis som de voksne siger. Når forældre taler dårligt om andre, lærer de desuden deres børn at være dømmende, intolerante og måske fejlfindere frem for at være nysgerrige og undrende. Forældrene skal lære børnene at respektere dem, der er anderledes,” siger Rikke Bach.

   Hvis forældrene fortæller deres børn, at alle er gode nok, skabes en stemning af større tolerance i klassen – og dermed er grobunden for en klasse i trivsel lagt.

 

 

Hvordan kan DU

øge trivslen i dit
barns klasse?

 

• Lav retningslinjer for, hvordan I kommunikerer, især i konfliktsituationer. Fx: Vi ringer ikke med det samme, men venter til dagen efter. Vi ringer i stedet for at skrive. Vi holder os på egen banehalvdel, når vi kommunikerer. Vi forholder os åbne og nysgerrige i stedet for dømmende over for hinanden.

 

• Bland jer på kryds og tværs, både til forældremøder og sociale arrangementer – og sæt det i system, så det rent faktisk sker. Ligesom børn søger voksne ofte dem, de kender, og derfor ender de marginaliserede børns forældre også let med at være uden for forældrefællesskabet.

 

• Lege- og spisegrupper er gode, men hold dem enkle: Det handler ikke om at invitere i legeland eller lave overdådig mad, men om at børnene leger med de ting, der nu engang er i hjemmet, og tager del i en anden families hverdag.

 

• Alle skal kunne være med til fælles arrangementer for klassen. Drop de konkurrenceprægede aktiviteter, hvor de samme børn typisk er i førersædet, og erstat med aktiviteter, hvor alle kan byde ind – det kan være en skattejagt i skoven eller en tur på legeplads.

 

• Bliv enige om forældredeltagelse. Aftal, at man deltager i fælles aktiviteter uden for skolen, når tiden og overskuddet er der, så ingen rynker på næsen af dem, der måske ikke deltager så meget.

 

Kilder: Dorte Kousholt, lektor i pædagogisk psykologi på DPU, og Rikke Bach, selvstændig lærercoach på Lærercoaching.dk