DDer er en god og en dårlig nyhed, når man kigger på Danmarks placering i internationale undersøgelser om demokratisk viden og forståelse. Lad os tage den gode først: De danske elever klarer sig exceptionelt godt, når de bliver testet i, hvad de ved om demokrati, sociale institutioner, politik og økonomi. Faktisk fik de en delt førsteplads i den internationale test af politisk dannelse, kaldet ICCS, som indbefatter 140.000 elever i 38 lande.

   ”De danske elever er ekstremt dygtige både på faktuel viden og i de åbne spørgsmål. De dårligste elever i Danmark klarer sig væsentlig bedre end de dårligste i andre lande. Samtidig er der en gruppe elever, der er langt bedre end deres jævnaldrende i alle andre lande – også finnerne, der ellers altid er i førertrøjen i de internationale skoletest,” fortæller Jonas Lieberkind, der er lektor på Danmarks Pædagogiske Universitet og var en af dem, der stod for den danske del af undersøgelsen. Den flotte placering er et godt tegn for dannelsen i den danske folkeskole, mener han.

   ”Hvis man skal være dannet, må man nødvendigvis kende til det samfund man lever i,” siger lektoren.

Både i top og bund

Danmark ligger også helt i top, når eleverne selv skal bedømme om de i timerne bliver opmuntret til at sige deres mening i klassen og tage stilling, ligesom de oplever, at tidens politiske spørgsmål bliver taget op til diskussion.

   Der er dog et men. Og nu kommer den dårlige nyhed: Undersøgelsen tager nemlig en bemærkelsesværdig drejning, når eleverne spørges, hvorvidt deres meninger bliver taget i betragtning. Her får danskerne en international bundplacering.

”Eleverne oplever ikke at have indflydelse på, hvordan undervisningen skal foregå, hvordan reglerne skal være i klassen, hvilke bøger de skal have og lignende. På den ene side bliver eleverne altså opfordret til at tage stilling, men når der skal tages beslutninger på skolen, bliver de ikke inddraget. Det er selvfølgelig klart, at eleverne ikke kan bestemme det hele i skolen, men i de fleste andre lander oplever eleverne at have væsentlig mere indflydelse,” siger Jonas Lieberkind.

   Men er det så ikke bare fordi, at de danske elever har ekstra høje forventninger til, at de skal have indflydelse? Ikke, hvis man spørger forskeren bag undersøgelsen.

   ”Sådanne undersøgelser er bygget op på en måde og med så mange spørgsmål, at sådan en usikkerhed vil udjævne sig. Desuden er forskellen virkelig markant også i forhold til lande, hvor samfundet og de unges muligheder minder om de danske,” fortæller Jonas Lieberkind.

   Den seneste ICCS-test er fra 2009, men i tallene fra den nye nationale trivselsmåling kan man se en lignende tendens. Kun hver tredje elev er enig eller helt enig i, at lærerne sørger for at bruge elevernes ideér i undervisningen, mens blot 17 procent oplever tit eller meget tit at de selv og deres klassekammerater er med til at bestemme, hvad der skal ske i undervisningen.

Lærerne vil noget bestemt

Hvorfor er det så sådan? Det findes der ikke noget svar på i den internationale undersøgelse, men Jonas Lieberkind har et bud baseret på forskellige studier af den danske grundskoles historie.

   ”I Danmark er en tradition for, at ytringer og holdninger har en stor pædagogisk værdi i skolen, men kun lidt politisk værdi. Det begyndte helt tilbage i 70’erne, hvor der kom fokus på at motivere eleverne til kritisk dialog. Lærerne vil oplære eleverne i at give deres mening til kende, men det er også meget lærerstyret. Hvis en elev ytrer sin holdning i klassen på demokratisk vis, giver det point, fordi det ses som et tegn på, at eleven har lært noget, men det er som om, at lærerne kun i lille grad tager deres synspunkt i betragtning,” siger han.

Mere passive unge

Det er svært at sige ud fra forskningen, hvilken betydning elevernes manglende oplevelse af indflydelse har på deres dannelse til demokratiske borgerne. Man kan ikke direkte sige, at den danske skole pacificerer de unge, men der er alligevel tendenser, der peger i den retning, mener Jonas Lieberkind. Når man sammenligner med eksempelvis de andre nordiske lande, er de danske 14-årige væsentligt mere passive i forhold til at engagere sig i samfundet. Langt færre danskere har planer om at deltage i lovlige protester, politiske arrangementer eller engagere sig i miljøet eller lokalsamfundet i forhold til jævnaldrende i andre lande. Andre undersøgelser viser dog, at de danske unge engagement stiger med alderen, så forskellen udjævner sig, når de når bliver 18-29 år.

   Jonas Lieberkind mener, at vi bør bruge resultatet af undersøgelsen til at diskutere, hvad det er for en dannelse, som vi gerne vil have i folkeskolen.

   ”Vi må spørge os selv, hvad det er for nogle dannelsesidealer, vi går efter. Skal man skabe kritiske unge i en isoleret og ekstremt pædagogiseret ramme, eller skal man have en skole, som også involverer dem i lokalsamfundet eller politiske aktiviteter?” spørger han retorisk.

Det kan skolebestyrelsen gøre

• Undersøg, hvordan tallene for elevernes oplevelse af inddragelse i den nationale trivselsmåling ser ud for jeres skole og diskutér om der er brug for en indsats. Skal I have et princip for elevdemokrati?

• Skriv ind i jeres værdiregelsæt, at elevernes holdninger og idéer skal tages alvorligt og så vidt muligt føres ud i livet.

• Før tilsyn med, at lærere og pædagoger løbende samarbejder med eleven om fastlæggelsen af de mål, der søges opfyldt (§18 stk. 4 i Folkeskoleloven), at skolens leder inddrager skolens elever i spørgsmål vedrørende deres sikkerhed og sundhed (§45 stk.5) og at der er et elevråd på skolen, som behandler spørgsmål af betydning for eleverne i almindelighed (§46).

Find værktøj til arbejdet med værdi-regelsæt og tilsyn i Skolebestyrelsens værktøjskasse på www.skole-foraeldre.dk