Fredag formiddag på Lergravsparkens skole: Et blandet hold af elever fra skolens tre 5. klasser summer af snart- weekend-kåde elever, da deres lærer Charlotte Bak beder om ro og spørger, om nogen kan huske, hvad de har lært i denne uge.

”Vi har lært, hvad en flash mob er,” siger en pige, og Charlotte nikker.

”Jeg har lært at gange!” siger en anden pige.

”Godt, Sofie, det er stort for dig, ved jeg,” siger Charlotte.

En tredje elev har lært, hvad en parasit er, en fjerde har lært at spejle tal, og en femte kan huske, at han har arbejdet med egennavne. Charlotte skriver det hele på tavlen, og da der ikke er flere bud, deler hun halve A4-ark ud til alle. Nu skal eleverne nemlig skrive postkort hjem til deres forældre om, hvad de har lært den sidste uge.

 

Tydelige læringsmål

Postkortene er en vigtig del af et kommunalt projekt om lektieintegreret undervisning, som Lergravsparkens skoles mellemtrin deltager i. I tre år har eleverne i 4.-6. klasse ikke lektier for, som er en forudsætning for at følge med i undervisningen. Projektet har kørt i et år.

”Da vi præsenterede det for forældrene, var de bekymrede for to ting: om eleverne ville blive dygtige nok, og om de selv ville kunne følge med i deres børns skolegang, når de ikke havde lektier for,” fortæller Charlotte.

Det er den sidste bekymring, fredags-postkortene skal imødegå. Når de bliver læst, altså.

”Jeg må indrømme, at jeg ikke har fået set et eneste af kortene, og det står jo for min egen regning. Med lektierne var det nemmere, de kom af sig selv, men denne her form kræver en mere aktiv deltagelse, og den ved jeg godt, at jeg skal øve mig i for fortsat at have kontakt med, hvad Albert laver,” siger Karen Meyer Snekkestad, mor til Albert i 5.U.

Kortene har da også vist sig at have en anden betydning, nemlig for eleverne.

”De bliver mindet om, hvad de har lært. Når vi spurgte i starten, kunne de tit slet ikke huske, at de havde lært eller lavet noget,” siger Charlotte.

Desuden er det at skelne mellem, hvad man har lært og lavet, en vigtig øvelse. Med projektet er undervisningens læringsmål nemlig blevet endnu mere tydelige.

”Vi har fået meget mere fokus på, hvad eleverne skal have ud af undervisningen, fordi vi har skullet nå det hele herhenne. Et eksempel kunne være, hvis klassen skal læse en roman. Det kan være svært for alle elever at nå herhenne, men så har vi gjort os klart, hvad målet var, for eksempel genrekendskab. Det kan nogle elever måske godt nå uden at læse hele romanen,” forklarer Charlotte.

 

Ugebreve og spørge-guider til forældrene

Ud over postkortene har lærerne også udbygget de klassiske ugebreve, så de nu ikke kun handler om, hvad der skal ske i næste uge, men også om, hvad der er sket i den forgangne – og hvorfor. Desuden har lærerne taget billeder af de ting, eleverne har arbejdet med og sat dem sammen til kollager i ugebrevene. Endelig har de formuleret spørgsmål, som forældrene kan stille børnene om det, der er foregået.

Ifølge Charlotte har forældrene dog haft lidt svært ved at vænne sig til de nye værktøjer.

”Når vi har spurgt børnene, om deres forældre så har stillet dem de spørgsmål, har de tit sagt nej. Vi ved ikke, om det blot er fordi, forældrene ikke har tid. Jeg kender godt selv det med, at ugebrevet bliver læst mandag morgen hen over morgenmaden,” smiler hun.

 

Svage elever rykker mest

I løbet af det første år er projektet blevet evalueret flere gange på både forældrenes bekymring og elevernes faglighed og trivsel. Resultaterne viser, at forældrene er blevet mindre bekymrede og eleverne dygtigere.

“Vi testede eleverne i læsning og stavning efter et halvt år, og alle, undtagen en, havde rykket sig – de fagligt svage allermest,” fortæller Charlotte, der dog ikke præcist kan sige, om det løft er sket på grund af (fraværet af) lektierne.

”Det kan jo godt være en motivation ikke at blive bebyrdet med lektier – at man ikke er tynget af de lektier, man ikke har fået lavet, når man kommer i skole. Men vi har også sat flere ting i gang i forbindelse med det lektieintegrerede, for eksempel holddeling på tværs af klasserne og co-operative learning, som er virkelig godt, når man skal nå meget herhenne. Det har formentlig også en betydning,” siger hun.

Alberts mor, Karen Meyer Snekkestad, hilser de nye tiltag i undervisningen hjerteligt velkommen, og hun ved også, at Albert er glad for at slippe for lektierne. Alligevel kan hun ikke sige med 100 procent overbevisning, at det er bedre på denne her måde.

”Når jeg ser Alberts lillebror lave lektier og selv tage ansvar for at disponere sin tid, så synes jeg, der er en værdi i det,” siger hun.