Forrige - Næste

FORSIDE

ARKIV

INDHOLD

MAGASINET

SKOLEBØRN

NR. 2/2018

SIDE 15/20

“Hov,

nu er alarmhjernen

i gang!”

I Lemvig har skolerne

sat mentalisering på skemaet. Flasker med glimmer og ‘pyt-armbånd’ skal skabe ro, fokus og dæmpe temperamenterne, når de er på

kogepunktet.

Amygdala-flasker. Det lyder som noget fra en fantasy-bog. Men på Alt i et-skolen, Klinkby er det et redskab til at få ro i sindet. Eleverne har fyldt halvliters plasticflasker med vand og glimmer i forskellige farver. Hvis man kan mærke, at man er ved at blive vred eller irritabel, ryster man flasken og betragter glimmeret dale mod bunden.

   “På den tid, det tager for glimmeret at nå bunden, når man at falde lidt til ro. Så kan man bedre tænke sig om i stedet for at reagere vredt eller sige noget, der gør situationen værre,” siger Vivi Agger, som er pædagog i indskolingen.

   Amygdala - eller alarmhjernen - er en del af hjernen, som er aktiv, når vi er bange, kede af det eller vrede, og både lærere, pædagoger og børn i Lemvig kommune er vant til at tale om alarmhjernen. De seneste års tid har kommunens skoler nemlig haft robusthed på skemaet. Lærere og pædagoger har været på kursus og blandt andet lært om mentalisering, en måde at blive bevidst om sine egne tanker og følelser.

   Ideen er, at eleverne skal lære at mentalisere. Hvis de bliver bevidste om deres tankemønstre og træner i at holde ro på alarmhjernen, styrker det fællesskabet, skaber ro og fokus i timerne og giver eleverne mere modstandskraft, når de møder modgang, forklarer Vivi Agger.

 

 

Ikke fancy raketvidenskab

Katja Østergaard, lærer på Christinelystskolen forklarer, hvordan eleverne blandt andet øver sig i at tage kontrollen over deres egne tanker. Det foregår ved at visualisere, at deres opmærksomhed kan flyttes mellem brugbare og skadelige tanker. På samme måde som en lommelygte kan lyse på et bestemt punkt, man vil have i fokus.

   Det trick kan bruges direkte i undervisningen, fortæller hun. Hvis eleverne for eksempel bliver introduceret for en opgave, og reagerer ved at sige: ‘Åh nej, det gider vi ikke’, kan læreren bede dem flytte fokus til mere konstruktive baner.

   “Man kan helt enkelt spørge dem, om den tanke er særlig brugbar, når de ved, at de skal igennem opgaven under alle omstændigheder. Er det så ikke bedre at fokusere på at få arbejdet overstået, så man holde frikvarter?”, siger hun.

   Og øvelserne i mentalisering virker. Alle kommunens skoleelever er blevet introduceret til de basale redskaber i mentalisering, og det har givet et fælles sprog, fortæller Katja Østergaard:

   “Man kan høre eleverne sige til hinanden ‘hov, nu er alarmhjernen vist i gang! Du må hellere gå lidt for dig selv og slappe af’. De synes både, det er lidt sjovt, men også noget, de kan bruge. Jeg kan tydeligt mærke, at de har fået større forståelse for hinanden,” fortæller hun.

   Skolerne har også hængt plakater op med billeder af alarmhjerne og tænkehjerne, hvor man blandt andet kan læse budskabet ‘Du styrer selv hjernens lommelygte’. Det er så simpelt, at det næsten kan forekomme banalt.

   “Der er ikke fancy raketvidenskab, det her. Det er meget enkle redskaber. Redskaber, som vi allerede har i os. Vi skal bare øve dem,” siger hun og understreger samtidig, at netop øve-delen er det svære.

   “Vi skal øve os hele tiden, fordi man meget hurtigt falder tilbage til sine gamle vaner,” siger hun.

 

 

Pyt med det

Vivi Agger fra Alt i et-skolen, Klinkby har lavet pyt-armbånd med sine elever. Armbånd, eleverne kan bruge, når de fx bliver provokerede eller vrede. Et tryk på en lille knap på armbåndet symboliserer, at man tænker ‘pyt med det, videre’, forklarer hun.

   “Det skal man selvfølgelig kun bruge, hvis man rent faktisk kan tænke ‘pyt’. Der er også situationer, hvor det er vigtigt at sige fra, hvis man bliver vred eller ked af det”, siger hun.

   Vivi Agger kan, ligesom Katja Østergaard, se, at eleverne tager mentaliserings-redskaberne til sig. Hun giver et eksempel med en dreng fra 1. klasse, som har et iltert temperament og tit havner i konflikter.

   For at gøre ham selv og klassekammeraterne bevidste om, hvor tæt han er på at koge over, har Vivi Agger og drengen lavet en skive med forskellige farver og hængt den op i klassen. I midten er en pil som kan drejes, så den peger hen mod den tilstand, han føler sig i. Hvid er afslappet, gul er lidt anspændt, mens rød og sort er der, hvor han er tæt på at eksplodere.

   “Nogle 2. klasses elever tog fat i ham under en stikboldkamp, og spurgte ham, om han ikke lige kunne komme med ned i klassen og vise på skiven, hvordan han havde det. De kunne se, den var ved at være gal. Men allerede på vej derned nåede han at køle af, så han kunne sætte pilen på gul,” fortæller hun.

 

 

Børn vil gerne samarbejde

Til gengæld peger både Vivi Agger og Katja Østergaard på, at det ikke er lige nemt for alle elever at lære mentalisering. Nogle kan det nærmest automatisk. Andre rykker sig på meget kort tid. Men en gruppe skal arbejde ekstra meget for at få redskaberne ind under huden.

   “Det er typisk børn, som måske har lidt vanskeligheder i forvejen. Og det er ofte de børn, som faktisk har behov for nogle redskaber til at få ro på alarmhjernen,” siger Katja Østergaard.

   Men mentalisering er ikke kun henvendt til eleverne. Også de voksne kan bruge viden om, hvordan hjerne, tanker og følelser er skruet sammen.

   Vivi Agger forklarer, hvordan en elev i bestemte undervisningssituationer reagerede meget voldsomt:

   - Eleven kunne finde på at sparke til borde og stole og løbe ud af klassen og smække med døren.

   Gennem samtaler kom Vivi Agger og eleven frem til, at det handlede op om frygt for at læse op foran de andre elever.

   “Vi udarbejdede nogle strategier sammen med eleven til at håndtere frygten. Fx mulighed for at gå ud af klassen og øvelser i dybe vejrtrækninger,” fortæller Vivi Agger.

   Hun mener, at mentalisering er en god tilgang til at forstå, hvordan følelser som frygt og vrede kan fylde meget i et barns hoved.

   “Børn vil gerne samarbejde, hvis de kan. Men når de ikke kan, er det vigtigt, at vi som voksne er i stand til at forstå og hjælpe dem,” siger hun.

SCROLL NED

SCROLL NED

SCROLL NED

Skolebørn nr. 2 2018 INDHOLD