Forrige - Næste

FORSIDE

ARKIV

INDHOLD

MAGASINET

SKOLEBØRN

NR. 2/2018

SIDE 13/20

Må vi
så få ro!

Men hvordan?

Læreren må ikke længere slå og det er gammeldags at give eleverne eftersidninger, skæld ud og smide dem uden for døren. Men hvad kan nutidens lærere så gøre for at få ro i klassen? Nye pædagogiske metoder byder sig jævnligt til, men læreren står ofte alt for alene mod uroen, mener eksperter.

METODER MOD URO

 

KLASSELEDELSE er er inspireret af virksomhedsledelse og går ud på, at læreren leder klassen som et fagligt, socialt og kulturelt fællesskab, og at læreren er tydelig og præcis, skaber rutiner og planlægger en god start og en god afrunding af hver enkelt time.

 

PALS står for ’Positiv Adfærd i Læring og Samspil’ og lægger vægt på, at læreren møder eleverne med anerkendelse, opmuntring, ros og positiv involvering.

 

SELVEVALUERING  går ud på, at eleverne kontinuerligt evaluerer sig selv på en skala i forhold til hvor meget, de f.eks. har bidraget i den pågældende time.

 

KØREKORT er en metode, der handler om at dæmme op for uro ved at gøre eleverne mere selvkørende, så de ikke har behov for f.eks. at spørge lærerne så meget til råds.

 

KLASSEARKITEKTUR er en metode, hvor man inddeler klasserummet i områder til fordybelse og andre områder til formidling for på den måde at mindske uro.

 

MINDFULNESS er en strategi til skabe ro og trivsel i en klasse ved at øve evnen til nærvær, koncentration, selvbevidsthed, venlighed og empati.

TEKNIKKER TIL RO

 

Ifølge forsker Alexander von Oettingen kan lærere fremme ro og elevers læring med disciplineringsteknikker. Læreren kan:

 

 

  1. Advare om, at det får konsekvenser, hvis en elev ikke stopper med en bestemt opførsel eller handling.

  2. Holde opsyn på en måde, så eleverne er klar over det – men uden at de føler sig overvåget.

  3. Lede ved at guide eleverne til, hvordan de skal arbejde, hvad deres roller er, og hvornår det er tid til at sidde stille og lytte.

  4. Være velvillig og undlade at slå ned, hver gang en elev gør noget forkert, men give luft til og anerkende, at der sker fejl.

4

SCROLL NED

SCROLL NED

SCROLL NED

Både lærere og forældre kan komme til det, når ungerne bare larmer eller ikke gør, som vi siger: At skælde ud. Forskning viser dog, at netop skældud ikke virker. På uroskabende børn har det ligefrem den modsatte effekt, forklarer psykolog Gøye Thorn Svendsen.

   ”Børn med adfærdsproblematikker bliver udsat for fem gange mere skældud og negative konsekvenser. Men vi ved fra forskningen, at det ikke hjælper. Tilgangen til dem skal ændres. Og man opnår bedst den fulde effekt, hvis hele skolen ændrer tilgang,” siger hun.

 

 

Det er ikke nok at klappe

Men når skæld ud ikke virker – hvad gør lærerne så? Mange bruger teknikker som at klappe en remse, ringe med en klokke, sætte klemmer på en smiley og andre værktøjer for blandt andet at skabe ro i en klasse. Enkeltstående værktøjer kan være gode, understreger forskerne. Men der er brug for mere.

   ”At skabe ro i en klasse er ikke blot et spørgsmål om at klappe en remse. Uro som generelt problem lader sig ikke løse med staldtips. Der er ingen nemme løsninger. Det er at undervurdere kompleksiteten i lærernes arbejde. Der skal meget mere til,” mener Helle Plauborg fra DPU, der forsker i klasseledelse, og for tiden er i gang med et større forskningsprojekt om undervisningsforstyrrende uro i grundskolen.

 

 

Lærere står alene

Uanset hvilken metode lærerne vælger, har de fleste én ting til fælles, mener forskerne: De står alene med det.

   ”Det er mit indtryk, at det ofte er op til den enkelte lærer at finde veje til at dæmme op for undervisningsforstyrrende uro. Det kan være en stor belastning for læreren – ikke mindst den nyuddannede - når der ikke på skolen sættes en velgennemtænkt retning for, hvordan man vil tænke det ind i den pædagogiske praksis,” mener Helle Plauborg.

   ”Blandt lærere kan det nærmest være tabubelagt at tale om uro, fordi uro er en form for lavstatus. Derfor kan det blive meget ensomt for lærere at tackle uro, hvis ikke der kommer en retning fra ledelsen,” påpeger også Thomas Szulevicz fra Center for Kulturpsykologi på Aalborg Universitet. Han pointerer, at mange lærere har et pragmatisk forhold til uro. De gør det, de har oplevet virker. Alligevel er der behov for at se på uro i et bredere perspektiv, mener han.

   ”Der kan være behov for at klappe en remse, skælde ud eller sanktionere. Men der er også behov for mere proaktive løsninger. Heldigvis oplever jeg, er der er en generel enighed blandt lærere om, at det allerbedste er at forebygge uro”.

 

 

Hele skolen forpligtes

Skoleudviklingssystemet PALS er en af tidens modeller. Den skiller sig ud ved at forpligte hele skolen på en positiv tilgang til eleverne.

   ”Det er en såkaldt ’whole school approach’. Klasseledelse er fint, men kan ikke stå alene. Hvis ikke man har den samme tilgang i timerne, frikvartererne og i samarbejdet med forældrene, ændrer det ikke det samlede skolemiljø. PALS går meget systematisk til værks,” fortæller psykolog Gøye Thorn Svendsen, der er specialkonsulent i Socialstyrelsen, hvor man blandt andet anbefaler PALS som model for de danske skoler.

   Forskningen vil forhåbentlig med tiden gøre os klogere på, hvilke metoder, der virker, men indtil da mener Thomas Szulevicz, at man kan også anskue uro helt banalt:

   ”Den allerbedste måde at forebygge uro på, er ved at læreren møder så velforberedt som muligt op. Høj faglighed og god strukturering af undervisningen forebygger uro. Det ved vi godt alle sammen,” siger han.

6

Skolebørn nr. 2 2018 INDHOLD