Forrige - Næste

FORSIDE

ARKIV

INDHOLD

MAGASINET

SKOLEBØRN

NR. 2/2018

SIDE 8/20

Uopdragen? Astrid Lindgrens Emil fra Lønneberg bliver ofte kaldt en ”skarnsunge”, men hans ”skarnsstreger” bunder som regel i gode intentioner, der bare bliver misforstået af de voksne. Her et billede fra spillefilmen fra 1971.

Hvem er de

uopdragne unger?

Det er en svær balancekunst for børn at opføre sig ”velopdragent” i skolen. Skolen stiller nemlig krav, der går i modstridende retninger, fortæller antropolog Laura Gilliam.

SCROLL NED

SCROLL NED

SCROLL NED

At blive opfattet som et ”velopdragent” barn i skolen, har ikke altid noget at gøre med forældrenes opdragelse. Det handler om, hvor god man er til at tilpasse sig skolens rammer og strukturer. Og det stiller store – og modsatrettede – krav til børnenes sociale kompetencer.

   ”I dag handler det meget om at være et socialt velfungerende barn, der inkluderer de andre og giver plads. Men samtidig skal man også selv fylde noget og have sine egne meninger,” siger Laura Gilliam, der er lektor i pædagogisk antropologi på Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse (DPU).

   Laura Gilliam har blandt andet forsket i etniske minoritetsdrenges møde med skolen og har lavet en større undersøgelse, hvor hun sammen med forskerkolleger har fulgt en række børnehaver og skoleklasser og set på idealer for børnenes adfærd.

   Og egentlig er begrebet “udopdragne børn” lidt misvisende, siger hun. Det peger nemlig på forældrene, som direkte årsagen til barnets opførsel.

   “Men børns adfærd i skolen hænger sammen med den situation, de befinder sig i. De er meget optagede af at få status, venner og indgå i forskellige grupper. Og fordi læreren har magten i skolen, giver det nogle gange status at udfordre denne magt,” forklarer hun.

   Det betyder, at børns opførsel kan være helt anderledes i skolen end derhjemme.

   “Forældre bliver nogle gange overraskede, når de hører, hvordan deres børn opfører sig i skolen,” siger hun.

   Men hvilke børn får stemplet som ”velopdragne” og ”uopdragne” og hvorfor?

 

 

Balancekunsten

Det rigtigt velopdragne barn kan jonglere mellem de forskellige forventninger, skolen stiller.

   “Vi værdsætter et barn som er socialt, inkluderende og hensynsfuldt,” siger Laura Gilliam.

   Men vi vil ikke have børn, som holder sig tilbage og nikker pænt ja til alt, hvad lærerne siger.  Det er meget anderledes end tidligere, hvor “høflig”, “artig” og “autoritetstro” var plusord. I dag lyder de ord gammeldags og antyder, at barnet er underkuet.

   “Og det er heller ikke udtryk for et godt opdraget barn. Den gode skoleelev skal kræve sin plads, sige sin mening og fylde noget. Men ikke fylde for meget, larme for meget eller være for optaget af sine egne behov,” siger hun.

   Det er en svær balancegang, hvor balancepunktet kan ligge forskellige steder derhjemme og i skolen. Og det bliver ikke nemmere af, at balancepunktet skifter fra den ene lektion til den næste:

   “Den ene lærer kan synes, det er fedt at børnene drøner rundt i klassen, fordi hun kan rumme det. Men i næste lektion har man en lærer, som slet ikke tolererer det,” siger Laura Gilliam.

 

 

Fræk er godt - men på den rigtige måde

For at komplicere sagen yderligere, har vi også en romantisk forestilling om det frække barn, siger Laura Gilliam:

   “Vi hylder det antiautoritære og gavtyven. Den type fylder meget i børnelitteraturen, medier, musik og i kulturen generelt. Man skal have en vis portion vildskab eller bad boy-hed over sig.”

   Det gælder særligt for drenge, som typisk bliver inddelt i tre kategorier: De gode, de slemme og dem som er begge dele. Og den sidste er den ideelle type. De ”gode-slemme” drenge, der kan tænde og slukke for vildskaben, når det er belejligt.

   For nogle elever kammer frækheden over, fordi de ikke slukker for den antiautoritære opførsel på de rigtige tidspunkter:

   “I nogle grupper giver det status at sige læreren imod eller ikke gide at have lektioner. Altså at udfordre voksenmagten. Især hos drengene er det tydeligt, fordi det giver maskulin status. Men problemet er, at det ofte er elever, som klarer sig dårligt fagligt, der tyer til den strategi,” siger hun.

   Det kan blive en ond cirkel, hvor eleven og læreren løbende kommer i konflikt med hinanden.

   Mens drengene både har lov til at være lidt frække, men også hurtigt kan blive for frække, er det lidt anderledes med pigerne. Forventningerne til pigerne er højere. De skal være endnu mere socialt inkluderende og dygtige.

   “De har formentlig også lidt længere snor, før de bliver set som uopdragne. Men havner de i den kategori, vil man ofte opfatte dem som drenge-piger, fordi den antiautoritære opførsel ofte forbindes med noget drenget,” siger Laura Gilliam.

 

 

Minoritetsdrenge og deres dunkle fremtid

Især etniske minoritetsdrenge har fået et stadig mere blakket ry for at være uopdragne ballademagere. De oplever også selv, at de i kraft af deres etniske baggrund står i modsætning til billedet af ”den gode skoleelev”, forklarer Laura Gilliam.

   Og de bliver fanget i rollen, især fordi det efterhånden er påkrævet at bruge en bestemt tøjstil og sprogbrug inden for deres gruppe. Men hættetrøjer, perkerdansk og hård attitude sender signaler, som forstærker modsætningsforholdet.

   “Lærerne ser det som et tegn på, at de vælger at være udenfor, og på, at de går en dunkel fremtid i møde,” siger hun.

   Laura Gilliam fortæller, at hun har mødt minoritetsdrenge, som kommer fra familier med gode sociale forhold og overskud, men som alligevel føler, de bør identificere sig med de andre minoritetsdrenge i opposition til skolen og samfundet.

   “Det har store sociale konsekvenser, hvis man prøver at melde sig ud af det fællesskab. Man risikerer at blive udelukket af venskaberne, og stemplet som ‘for integreret’,” siger hun.

   Hun hæfter sig også ved, at man ofte forklarer minoritetsdrengenes opførsel med forældrenes kulturelle eller religiøse baggrund. En forklaringsmodel, hun ikke synes, er holdbar:

   “Man taler meget om, at det er et kulturelt træk fra Mellemøsten, at man ikke opdrager drengene til det adfærden i det danske samfund. Men det er interessant, at hvis man ser på skoler i fx USA og England, så er det afroamerikanske drenge og caribiske drenge, som havner i samme rolle, og at det i Danmark tidligere var danske arbejderdrenge,” siger Laura Gilliam.

 

Skolebørn nr. 2 2018 INDHOLD