Forrige - Næste

FORSIDE

ARKIV

INDHOLD

MAGASINET

SKOLEBØRN

NR. 2/2018

SIDE 2/20

Stop

med at slå

på forældrene

Forældre skal få styr på opdragelsen, så deres børn kan opføre sig ordentligt i skolen, siger Børne- og Socialminister, Mai Mercado. Det giver en unuanceret debat og spænder ben for gode løsninger at bokse løs på forældrene, mener forskere.

"Det er en meget vanskelig opgave at uddanne og danne børn, hvis de ikke er opdraget. Derfor hviler der en stor opgave på familien for at få opdraget børnene til at indgå i fællesskabet.” Sådan indleder Børne- og socialminister, Mai Mercado, en konference om opdragelsesansvar på Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse, DPU. Ministeren er bekymret, siger hun. For i hver 0.klasse sidder der tre elever, som har svært ved at finde sig til rette, viser en spørgeundersøgelse.

   ”Hvis der er nogen, der bare er dårligt opdraget, så synes jeg, at der skal styr på det,” afslutter Socialministeren sin tale og forlader konferencen, før forskerne får mulighed for at fortælle hende om deres bekymring for den debat om opdragelse, som hun har skudt i gang i offentligheden med et opdragelsespanel og debatside på Facebook. Hvis man giver forældrene ansvaret for, hvordan eleverne opfører sig i skolen, bliver det svært at løse problemer med elever, der udfordrer undervisningen, mener de.

 

 

Debatten bliver usolidarisk

”Der er en risiko for, at vi kommer til at reducere komplekse problemer til et spørgsmål om manglende vilje hos forældrene,” siger lektor ved DPU, Hanne Knudsen, der i mange år har forsket i forældresamarbejdet i skolen.  Hun oplever, at der generelt i opdragelsesdebatten er en underliggende tone, der siger til forældre: ”Så tag jer dog sammen!”

   ”Det synes jeg er usolidarisk med forældrene, for det er jo helt vildt, hvor meget tid forældre bruger på skolen i dag. Hvis vi taler ned til forældrene, risikerer vi at skabe afmagt hos dem i stedet for handlekraft,” påpeger hun. Hun mener også, opdragelsesdebatten har betydning for de fagprofessionelles mulighed for at løse deres opgaver: ”Hvis de kun kan definere problemet som et moralsk spørgsmål om vilje, kan de ikke trække på deres faglige viden om sociale, pædagogiske, psykologiske forhold.”

 

 

Forældre forventes at fjernstyre deres børn

Socialministeren er ikke alene om, at give forældrene en stor del af ansvaret for børnenes handlinger og muligheder i skolen. Det er et syn, der kendetegner vores tid, mener forskerne.

”Når eleverne forstyrrer undervisningen i skolen, tænker mange: ’Vi skal have fat i forældrene’. Skolerne kræver, at forældrene tager ansvar for, hvordan børn opfører sig i skolen. Vi taler om forældre som nødvendige for, at undervisningen kan lykkes. I stedet kunne man overveje, om ikke skolens problemer med uro snarere udspringer af skolens egne pædagogiske idealer og praksisser,” siger Hanne Knudsen.

 

Angst for at skade barnets udvikling

Historisk set har forældre aldrig tidligere haft så stort et ansvar for deres børns skolegang, som de har nu. Det hænger sammen med, at samfundets syn på børn har ændret sig markant, mener lektor på DPU, Eva Gulløv, der er antropolog og i mere end 20 år har forsket i børns relationer og pædagogisk arbejde.

   ”Tidligere var børn en økonomisk værdi i en familie. Nu er børn en følelsesmæssig værdi. Et statusobjekt. Derfor er det blevet vigtigere, hvordan man er som forælder. Hvis man tager sig godt af sine børn, er det et tegn på, at man er et godt menneske. Ligeledes bliver et samfund, der tager sig godt af børnene, set som et godt samfund. På den måde er børn og deres udvikling blevet et pejlemærke for, om vi har det samfund, som vi gerne vil have og får det i fremtiden. Derfor er det ikke så underligt, at der opstår en debat om, hvorvidt vi gør det godt nok,” siger hun.

 

Forældre er en risiko for deres børn

Samtidig domineres tænkningen om opdragelse i vores samfund af psykologisk viden om barndommens betydning  for menneskers udvikling langt ind i voksenlivet.

   ”Der er opstået en forståelse af, at forældre er afgørende for deres børns trivsel og fremtid. Det betyder så også, at forældre bliver ses som en risikofaktor for deres børn, hvis de ikke opdrager dem på den rigtige måde. Det giver mange forældre en angst for, at de kommer til at gøre noget (eller undlader at gøre noget), som betyder, at barnet bliver hæmmet i at maksimere sit potentiale. Angsten næres også af eksperter, der tilbyder løsninger i form af hjælp til alt fra lektier til motorisk træning,” siger antropolog fra DPU, Dil Bach. Hun har af flere omgange lavet feltarbejde i børnefamilier og har i en årrække forsket og undervist i, hvordan forældre helt fra barselsorloven får at vide, hvordan det kan skade deres barn, hvis de ikke følger eksperternes råd. Eksempelvis fik en gruppe barslende mødre at vide, at det ville gå ud over børnenes sociale evner og forhold til andre børn, hvis de ikke stimulerede børnenes motorik i tilstrækkelig grad derhjemme.

   ”Der er mange eksempler på, at forældrene bebrejdes for deres opdragelse. De kan blive mistænkt for at gøre for lidt, men også for at gøre for meget – for at curle børnene – så det er en svær balancegang for forældrene,” siger Dil Bach.

 

 

Uengagerede forældre = dårlige mennesker

Synet på forældrene som ansvarlige for deres børns udvikling, gælder i særlig grad i skolen. Det er veletableret viden, at der er en sammenhæng mellem forældrenes ressourcer og hvordan børnene klarer sig i skolen.

   ”Forældrene forpligtes til at levere ”det gode skolebarn”. Idealet er, at forældre i høj grad involverer sig i skolen. Og hvis ikke de gør det, er det udtryk for, at man er en dårlig forælder,” siger Maria Ørskov Akselvoll fra Roskilde Universitetscenter, der forsker i skole-hjem-samarbejde. Og en dårlig forælder bliver som nævnt set som et dårligt menneske. Ikke så sært, at forældrene i stor stil engagerer sig i deres børns skolegang.

 

 

Det er rammerne – ikke børnene – den er gal med

Men hvor meget kan man egentlig holde forældrene ansvarlige for? Tidligere blev sociale problemer tilskrevet samfundet. Nu bliver de tilskrevet forældrene, mener Maria Ørskov Akselvoll.

   ”Selvfølgelig har forældrene en stor betydning for deres børn, men vi må ikke glemme, at opdragelse er strukturelt betinget.   Det er ikke realistisk, at alle forældre hver dag kan læse med deres børn i 20 minutter, gå på Matematikfessor og hvad der ellers kræves af dem. Debatten kommer til at handle om, hvorvidt forældrene vil eller ikke vil gøre ”det rigtige”. Men mange skoler er ikke klar over, hvordan deres krav spiller sammen med familiernes ressourcer og tid i hverdagen,” siger hun.

   I debatten kommer det hurtigt til at lyde som om, at det er forældrenes opdragelse, der er noget i vejen med, men vi bliver også nødt til at rette blikket mod daginstitutioner og skoler, mener hun. Er rammerne de rigtige og er der lærere og pædagoger nok til at sørge for den dannelse af børnene, vi har som ideal?

   ”Debatten fortjener at tage højde for de mange nuancer, der er,” siger Maria Ørskov Akselvoll.

UNDERSØGELSE OM SKOLEPARATHED

43 pct. af indskolingslederne i landets 15 største kommuner oplever, at der i en klasse med 20 elever er ca. 3 elever, som ikke er rustede til at gå i skole. Indskolingsledere beskriver, hvordan langt de fleste børn ret hurtigt formår at indgå i en undervisningssammenhæng, men at det er i pauserne og frikvartererne, at nogle børn fx får svært ved at indgå i et fællesskab og deltage i lege med andre børn. Det er typisk børn med psykologiske eller adfærdsmæssige udfordringer, eller børn, der har en socioøkonomisk udfordret baggrund. I den forbindelse peges der i rapporten på, at det er en mere intensiv og koordineret social indsats, der skal til for at forøge andelen af børn, der er rustede til at gå i skole, når de starter i 0. klasse. Find rapporten her: https://dea.nu/publikationer/klar-parat-skolestart

OPDRAGELSESDEBATTEN

Børne- og socialminister Mai Mercado står bag initiativet “Opdragelsesdebatten”, hvis formål er at ”understøtte en vidensbaseret og respektfuld debat, der giver inspiration til forældre.” Der bliver udgivet en rapport med eksisterende og ny viden og der er nedsat et debatpanel med meningsdannere og eksperter, der blandt andet via Facebooksiden Opdragelsesdebatten, skal starte en bred folkelig debat om opdragelse.

I 1942 blev forældrene på Bellahøj Skole inviteret til at overvære undervisningen i deres barns klasse. Siden er kravene til forældrenes involvering i skolen eksploderet, mener Hanne Knudsen. Hun giver dig hovedtrækkene her:

   Fra 1814 – til omkring 1950 var hjem og skole to adskilte størrelser. Forældrenes ansvar var alene, at deres børn kom. Disciplin var omdrejningspunktet i opdragelsen i både skole og hjem. Børnene skulle være lydige og gøre som de voksne sagde uden at sætte spørgsmålstegn ved det.

   Fra 1950'erne blev der mere koordinering mellem skole og hjem. Forældrenes ansvar var at bakke op og gøre som skolen, bad dem om. Kærlighed var omdrejningspunktet for opdragelsen. Logikken var: ”Hvis bare børn får kærlighed nok, så går det hele nok.”

   Fra 2000 og frem er der opstået en gensidig og kompleks afhængighed mellem skole og familien. Det er blevet forældrenes ansvar konstant at opsøge og reflektere over deres mulige ansvar for børnenes trivsel og læring både i familien og i skolen. Læring er nu også blevet en del af familiens ansvar.

Skolebørn nr. 2 2018 INDHOLD