”Hjælp, ’vi’ er startet i skole!”

For seks måneder siden startede min søn i 0.B. Vi havde forberedt os på, at det ville være en stor omvæltning for ham. Men det kom bag på os, at vi voksne også selv skulle starte forfra i folkeskolen.

I dagene op til den vel nok største milepæl i en seksårigs liv – første skoledag – var Sofus helt ved siden af sig selv. Han glædede sig og fortalte med stolt stemme til alle, at han nu skulle starte i skole. Også i supermarkedet. Men han vågnede også op om natten med mareridt og et lille barns klynken over alt det nye, der skulle ske. Var der nogen, han kendte? Ville der være nogen, der gad lege med ham? Hvad nu, hvis han aldrig lærte at læse?

   Vi beroligede ham, for vi havde jo selv været der. For lidt over 30 år siden, bevares. Men det skulle nok gå, sagde vi, uden det mindste strejf af nervøsitet. Lige indtil første skoledag oprandt, og jeg vågnede med følelsen af at være fem år igen. Med ondt i maven, koldsved, kvalme og frygten for at fejle, være udenfor og ikke kunne finde ud af noget. Var der nogen, vi kendte? Ville der være nogen, der gad tale med os? Og hvad nu, hvis han aldrig lærte at læse?

Tilbage på skolebænken

Vi havde forberedt os på, at de første par uger ville blive intense for den seksårige. 25 nye støjende væsner, helt nye rutiner, bogstaver, tal og bad på egen hånd efter idræt. Selvfølgelig kom han hjem og opførte sig som en hormonforstyrret teenager med kærlighedskvaler til skolen, som han skiftevis hadede og elskede. Men ingen havde forberedt os på, at både mor, far og den treårige lillebror også ville ryge i luften, så den første måned i skolen mest af alt mindede om en hormonel krigszone hos os.

Sofus har skullet lære 24 andre børn at kende. Vi har skullet lære 48 nye forældre at kende. Vi er fra den ene dag til den anden gået fra hyggemorgener uden bagkant til at halse efter først den ene og så den anden klokke, som højlydt sladrer om, at vi nu igen kommer for sent. Vi sidder på skolebænken igen, og vi har skullet lære, eller genlære, tegn for ordlyde, stavepinde, og sætningsøer, samt ikke mindst blive gode venner med ForældreIntra. Vi skal selvfølgelig også huske at læse et kvarter om dagen med Sofus, tjekke beskeder i ’den røde mappe’, arrangere legegrupper og -aftaler, smøre både tier-mad, frokost og eftermiddagsmad, og hjælpe med lektier. I børnehaven skulle vi helst bare huske hans sutsko.

Undskyld, jeg er ny

Jeg brokker mig bestemt ikke. Jeg er bare overvældet. Og vil gerne bede om et ’Undskyld, jeg er ny’-badge, der kan signalere nogenlunde det samme som en skolevogn i trafikken:

Jeg er ikke skidegod til det her, og jeg får stress på motorvejen i myldretiden, men når jeg først har væltet et par kegler og skrammet et par kofangere, vokser jeg med opgaven.

   Nu er der gået et halvt år, siden Sofus startede i skole, og jeg har lagt ’Undskyld, jeg er ny’-badgen i skuffen – indtil videre, for lige om lidt gælder det 1. klasse. Superbilist er jeg endnu ikke, og hver gang jeg tænker, at nu har jeg fået styr på færdselsreglerne i folkeskolen, sker der noget nyt, så jeg for en stund mister selvsikkerheden og må lette foden fra speederen. Men jeg har fundet ud af, hvad UUV betyder, min søn har for det meste navn på alle farveblyanter i penalhuset, vi kommer kun sjældent for sent, og hormontågerne har lagt sig til fordel for en snart syvårig dreng, som kan hele alfabetet, med lige dele spænding og nervøsitet glæder sig til at starte i 1. klasse og slet ikke er så ny i skolen mere.