Forrige - Næste

FORSIDE

ARKIV

INDHOLD

MAGASINET

SKOLEBØRN

NR. 3/2018

SIDE 14/19

MIT-professor Mitchel Resnick:

Kodning sår frøene til en mere kreativ fremtid

Tænker du også, at kodning er noget kedeligt noget for

it-nørder, som nogle ganske få skal kunne? Glem den fordom. Nye programmer har gjort den tekniske del af kodning så let, at børn online nu skaber deres egne kreative værker, hvor de udtrykker sig selv, udforsker verden og hjælper andre. Det træner dem i de vigtigste kompetencer til fremtiden.

VVi har hørt det før. Vi skal lære vores børn at tænke kreativt, så de kan komme med nye idéer og løsninger på de udfordringer, de vil møde i en uvis fremtid, hvor verden ændrer sig hurtigere end nogensinde før. Men hvordan gør vi så det? Det har en gruppe videnskabsmænd fra Massachusetts Institute of Technology (MIT) i USA arbejdet med under ledelse af professor Mitchel Resnick, som i marts måned holdt oplæg på Danmarks Læringsfestival. ”Scratch” er deres bud, som han præsenterede for en fuld sal af lærere, skoleledere og andre med interesse for skolen.

   ”Jeg vil gerne hjælpe med til, at børn vokser op i en verden, hvor de oplever at kunne arbejde kreativt. Den bedste måde at blive kreativ på er at lave et projekt, man brænder for, sammen med sine jævnaldrende. Vi er så nervøse for, at børn og unge bruger for meget tid på nettet, hvor de ser passivt på i stedet for selv at lege og skabe. Vi ville gerne give dem oplevelsen af at være i en kreativ workshop – bare online,” siger han.

 

Ny online legeplads

Scratch er et gratis program på nettet målrettet børn mellem 8 og 16 år, der har gjort kodning så let tilgængeligt, at selv mindre børn relativt let kan skabe deres egne spil, animationer og interaktive historier, som de kan dele med andre børn fra hele verden. Det er en kreativ online legeplads – eller læreplads - som skal styrke børns kreativitet og skaberglæde. Og det går ret godt, mener Mitchel Resnick selv.

   ”Scratch er vokset ret hurtigt, så der nu er mere end 30.000 nye projekter, som børn har skabt og delt med de andre børn og unge derinde. De bruger det til at udtrykke sig selv og skabe nye ting og idéer. Kreativiteten og variationen af projekterne er så stor, at det er tydeligt at se, hvordan det styrker børnenes kreative tænkning,” siger Resnick. Scratch bliver også brugt af skoler rundt om i verden.

   ”Vi bliver så glade, når vi kan se, at det ikke kun bliver brugt til undervisning i it, men som en del af den anden faglige undervisning, som et redskab til at eleverne kan udtrykke sig på nye måder,” fortæller han.

 

Eleverne deler deres passion

Det kan være en klasse i Indien, der har valgt at fremlægge et naturvidenskabeligt emne i Scratch i stedet for at skrive en rapport, som så kan bruges til undervisningen i andre lande.

   ”Eleverne deler den viden de har fået og deres begejstring over den med andre børn, som også kan lære af det,” siger Resnick. Han viser som eksempel, hvordan en elev har lavet et spil, hvor man kan redde Påskeøens beboere fra udsletning som en måde at formidle sin historiske og naturvidenskabelige viden om Påskeøen på. En anden elev har lavet en animation af, hvordan jordens lag bevæger sig.

   ”Det er vigtigt, at arbejdet udspringer af elevernes egen passion og tilgangen til det skal være legende. De skal prøve nye ting af og være villige til at begå fejl,” siger Mitchel Resnick.

 

Børn giver tips og inspirerer hinanden

En af de smarte ting ved onlineplatformen er, at brugerne får feedback og gode idéer fra de andre i fællesskabet online.

   ”Man deler sine nye spil et sted, hvor andre kan bruge dem og så får man til gengæld gode forslag fra andre og viden om, hvad der fungerer godt og skidt, så de kan arbejde videre med deres projekter. Ligesom de selv kan inspirere andre og give dem feedback. Den sociale side af at lære er så vigtig,” siger Resnick.

   Folkene bag scratch har store planer om at blive ved med at udvikle mulighederne for, hvad man kan skabe. “I øjeblikket arbejder vi med, hvordan vi kan få programmet til at fungere med den fysiske verden fx gennem lyssensorer eller ved at få programmet til at reagere med noget man siger,” afslører Resnick.

Eksempler på børns Scratch-projekter

 

Colour Divide: Fem unge har lavet en online-produktion med en animeret historie om hudfarve.

“Børnene bruger også Scratch til at udtrykke noget, der ligger dem på sinde. De udforsker emner, der er vigtige for deres lokalsamfund, social retfærdighed, deres egen identitet og rolle i verden. Det handler ikke kun om at lære at skrive eller træne tekniske færdigheder. Det handler om at få dem til at føle, at deres stemme kan blive hørt,” siger Mitchel Resnick.

Se projektet her: scratch.mit.edu/projects/70058680/

 

Historien om Ipzy: En pige har lavet et lille spil med historien om en gris. Hun har selv tegnet illustrationerne, som hun har fået til at bevæge sig i Scratch. Hun prøvede sig frem og kastede sig hurtigt ud i en mere kompliceret version. Andre børn har brugt spillet og kommenteret på det, som har inspireret pigen til ændre spillet og rette fejlene. Det er blevet så populært, at andre gerne vil bruge hendes tegninger. Det har hun åbnet op for, hvis de bare krediterer hende. Nu har hun lavet en række andre animationer og spil med sine tegninger.

 

Tutorials:  Der er et væld af guides og forklaringer til alle mulige emner, som børn har lavet til andre børn. Nogle har formidlet deres viden om variabler ved hjælp af animation og andre har lavet en guide til, hvordan man lærer at spille guitar.

 

Her finder du Scratch: www.scratch.mit.edu/

 

Siden er også på dansk og der er guides til både forældre og lærere.

ultra:bit

Gratis microcomputer skal gøre børn kreative

”Årgang Ultrabit” kalder Danmarks Radio de elever, der er begyndt i 4. klasse efter sommerferien. I løbet af de næste to år vil 65.000 børn få hver deres gratis personlige micro-computer i hånden.

”Børn er storforbrugere af teknologi - målet med indsatsen er at lære dem også at være kreative skabere med teknologi,” lyder det i en pressemeddelelse fra DR, der har udviklet projektet. Med støtte fra Industriens Fond vil en hel årgang skolelever få en såkaldt BBC micro:bit. Planen er, at microcomputeren skal bruges aktivt i undervisningen til at lære børnene at kode og samarbejde kreativt.

Der kommer en række programmer og initiativer på DR Ultra, ligesom der er udviklet undervisningsmateriale til lærerne i samarbejde med Centre for Undervisningsmidler (CFU).

 

”Danmark har brug for, at nye generationer er mere end bare teknologibrugere. De skal kende teknologien. Forudsætningen for det er, at kodning ikke er et fremmedsprog, men i stedet bliver en del af det almindelige fælles sprog i hverdagen. Ved at tilbyde en micro-computer til en hel årgang i kombination med den samlede formidlingsindsats i DR, vil vi kunne løfte børnenes kompetencer, så de kan udnytte deres skaberkraft, logik og kreativitet til at bygge fremtidige løsninger med ny teknologi,” lyder det fra DR.

 

Projektet er treårigt og er sikret gennem et bidrag på 14 millioner kroner fra Industriens Fond. CFU uddeler BBC-micro:bits til skolerne og tilbyder samtidig skolerne kurser med besøg fra det rejsende taskforce. Skolerne får også tilbud om undervisningsmateriale fra DR Skole og op mod 10.000 børn bliver inviteret til at deltage i DR’s KreaKodeCamps. Derudover vil biblioteker over hele landet tilbyde familier oplevelser med kreativitet og kodning, ligesom en hel række andre aktører vil blive en del af indsatsen over hele landet de kommende år.

 

Vil du have Skolebørn i din indbakke? Klik her
Vil du have Skolebørn i din indbakke? Klik her