FORSIDE

ARKIV

INDHOLD

MAGASINET

SKOLEBØRN

Forrige - Næste

SIDE 13/18

”På et tidspunkt havde et af mine børn en lærer, der ikke gav mulighed for at vokse. Det er nok den største sten, der kan være i en forældres sko. Det var frygteligt! Det handlede ikke om skyld, men om konstellationer og kemi, men det gik klart ud over fagligheden.”

Som nyslået delefar og minister for et stort område har Manu Sareen ikke tid til at gå til forældrefester og klassekaffe. Han prioriterer at være sammen med sine børn, men bebrejder ikke skolen, at den inviterer. Han vil bare have lov at sige nej tak.

For mange år siden, da Manu Sareen var på vej opad i dansk politik, fortalte en af fagets grand old ladies, nuværende kulturminister Marianne Jelved, ham, at hun havde misset mange forældremøder på sine børns skole på grund af politik.

”Da tænkte jeg: Fandeme nej, sådan bliver det ikke for mig!,” fortæller Manu Sareen, minister for børn, integration, ligestilling og sociale forhold og far til en pige og to drenge på henholdsvis 17, 14 og 9 år.

Men sådan blev det alligevel. For i takt med, at hans politiske karriere tog fart, og antallet af børn voksede, måtte den i dag 47-årige politiker indse, at han ikke kunne leve op til sine egne forventninger om niveauet af forældreinvolvering.

”På et tidspunkt havde jeg tre børn i folkeskolen på én gang, og jeg kan godt love dig, at det bliver til en del forældremøder, sommerfester og juleklipperier!” siger han.

Manu Sareen kan stadig huske det første arbejdsmøde, han sad til, mens der var forældremøde på en af hans børns skoler.

”Jeg havde en sort sky over hovedet, men det var jo ikke nogen andres skyld. Det var mig selv, der syntes, at jeg skulle være med til hele. Men hvorfor skulle jeg det? Som en anden klog kvinde, Lone Dybkjær, sagde til mig, da jeg fortalte hende om min dårlige samvittighed over for børnene og deres skoler: Manu, din dårlige samvittighed kan du ikke bruge til en skid. Det tog jeg virkelig med mig, for det er jo rigtigt,” siger han.

 

Forældre stresser sig selv

Dermed taler Manu Sareen lige ind i den debat om stressede småbørnsfamilier, der rasede i foråret, og hvor han blev citeret i dagbladet Politiken for at sige, at ”Alle tilvalg har konsekvenser. Hvis man som forældre vælger alt muligt til – som at gå til yoga, bage hjemmelavede boller og sætte fuld tryk på karrieren – så vil man stadig være stresset, selv om vi for eksempel som samfund kunne tilbyde endnu bedre pasningsforhold.” Det synspunkt står han ved. For han har været der selv.

”For mange år siden gik jeg ned med stress, fordi jeg ville alt for meget på en gang. Arbejde, træne til maraton og bage lagkager fra bunden, når mine børn havde fødselsdag. Jeg ville være den bedste far, have det bedste hjem og alt det der. Det var mine egne prioriteter, der ikke var i orden.”

I dag skal hans børns lærere og medforældre ikke nødvendigvis forvente at se ham til klassefester eller forældremøder. Han prioriterer anderledes, for han vil først og fremmest have tid til sine børn. Men han bebrejder ikke skolen for at invitere.

”Skolen må gøre, som den vil, og jeg skal ikke forhindre nogen i at efterspørge de arrangementer. Jeg må bare gøre op med mig selv, hvor meget det pres skal styre mit liv. Når jeg siger, at jeg ikke deltager i forældrefester, er der nogen, som siger: Jamen, så lærer du ikke de andre børns forældre at kende, men for mig er det mine børn, det handler om. Hvis jeg havde flere timer i døgnet, ville jeg også engagere mig i alt muligt, men det har jeg ikke, og det vil jeg ikke dunke mig selv oven i hovedet over.”

 

Leg børn, bare leg

At Manu Sareen ikke er at finde til julebasaren i 7.U eller forældrefesten i 4.Z betyder dog langtfra, at han er uinteresseret i sine børns skolegang. Han prøver at følge med i, hvor hans børn ligger fagligt, og han er pavestolt over, at hans datter er knalddygtig til samfundsfag og netop har fortalt ham, at hun har besluttet at blive journalist.

”Det er meget rørende for mig, og jeg elsker at diskutere politik med hende. Hun har været i praktik som minister, og jeg er da sikker på, at hendes interesse er opstået på grund af det liv, jeg lever,” siger han.

Hans mellemste søn, der går i 8. klasse, er mest interesseret i at hygge sig og nyde livet, og det bekymrer ikke farmand. Manu Sareen er nemlig ikke den ambitiøse type, der hæver brynene og spørger, om lektierne er lavet, før hans børn må lege eller gå til fest.

”Der er mange børn, som får stress i dag – dét er næsten en endnu vigtigere diskussion, for vi lægger et enormt pres på dem. Jeg synes, det er så vigtigt, at mine børn er sammen med deres venner og har fritid. Måske er det, fordi jeg er pædagog, men jeg siger hele tiden til dem: Leg, for fanden!, griner han.

Ministerens egen skolegang var langtfra snorlige.

”Jeg var ikke særligt dygtig i folkeskolen og blev smidt ud af gymnasiet. Jeg har i den grad hængt i vandskorpen, men inderst inde havde jeg en kerne af rigtigt og forkert. Og så havde jeg en masse sunde voksne omkring mig, så jeg endte jo med at finde ud af det. Jeg har en stor ro inden i, når det gælder mine børn, for jeg kan se, at de også har nogle gode voksne omkring sig, blandt andet i skolen.”

 

Nyt liv som delefar

Netop nu er Manu Sareen ved at genskabe sin egen rolle som far. Han og hans kone Anya er gået fra hinanden efter 18 år, og det skaber et nyt samvær mellem far og børn, når man ikke bor sammen hele tiden. Også hvad angår skolen.

”Lige nu står vi i en akavet situation, hvor vi alle sammen skal finde vores ben, og børnenes skole er meget fjern for mig lige nu, hvilket er en mærkelig følelse. Men jeg har høje ambitioner for at være engageret i mine børns liv, og det omfatter også deres skole. Jeg kan allerede mærke, at jeg er mere fokuseret og nærværende, når jeg har dem nu.”

For nylig oplevede Manu Sareen en af de helt store udfordringer ved at være deleforælder: At der ikke lige er en anden til at tage over, når det brænder på.

”Der var en dag, hvor alt var blevet rykket rundt, og om eftermiddagen sad jeg i folketingssalen og kunne se, at jeg simpelthen ikke kunne nå at hente den yngste. Jeg var ved at tude over det og måtte til sidst bede min mellemste om at hente sin lillebror og tage ham med ind på Borgen. De endte med at spise aftensmad i Snapstinget med min ministersekretær. Lige der kunne jeg ikke rigtig holde mig selv ud.”

Så indimellem banker den dårlige samvittighed alligevel på. Det er også virkeligheden for en minister. Men ellers er en ny virkelighed ved at forme sig. En virkelighed, hvor der ikke bliver lagt møder, når ministeren har sine børn (men til gengæld fra tidlig morgenstund hele ugen efter), og hvor der ikke bliver brugt længere tid på aftensmaden, end det tager at hente den fra et af de mange takeaway-steder i nærheden af hans nye hjem.

”Og så har jeg nogle andre venner, der er blevet skilt samtidig med mig, som kommer og crasher og hygger. Det er virkelig godt i stedet for at lukke sig inde med sig selv.”

 

”I starten af mit forfatterskab var mine børn meget involverede. De var med ude at finde locations og researche med mig, det var supersjovt. Men interessen er dalet noget, må jeg indrømme. Jo større en succes, mine bøger er blevet, desto mindre interesse, ha ha!”